Historien om Webersgade

Webersgade

Webersgade blev bygget i 1879, da området mellem Kommunehospitalet (taget i brug 1863) og Arbejdernes Byggeforenings Kartoffelrækkerne (påbegyndt 1877) ved Sortedamsøen blev udstykket. Indtil da havde grunden fra Kommunehospitalet til Østerbrogade og fra Øster Farimagsgade til Øster Søgade, kaldet Østerholm, først og fremmest været en del af det Københavnske forsvarsanlæg, og fra 1720 fungerede det som græsningsområde.

Gartnerier

I 1760 blev Østerholm delt op i 3 grunde, der blev købt af en tysker ved navn Johan Heinrich Reeh, som anlagde et gartneri og planteskole på området. Reeh dyrkede bl.a. kartofler, hvorfor han fik øgenavnet "Kartoffelmanden". I 1789 overdrog Reeh sin søn, Gottlob Andreas Reeh, det sydlige stykke af Østerholm, som pudsigt nok fik navnet Nørreholm, mellem Øster Farimagsgade og Øster Søgade og mellem Peymanns Rende (nordlige ende af Kommunehospitalet) og faderens grund lidt nord for Sølvgade. Gottlob Reeh fortsatte forsøget med at drive gartneri på grunden, bl.a. ved at prøve med kirsebær, stikkelsbær, ribs, asparges, jordbær, lavendler, æbler og pærer, men heller ikke han havde den store succes. I 1817 afstod Gottlob Reeh grunden til sin svigersøn Cornelius Jensen Brostrup, som også prøvede at drive gartneri, men måtte opgive i 1828 og lade grunden gå på auktion. Nørreholm blev købt af kommandørkaptajn Ulrich Anton Schønheyder, som 20 år før havde gjort sig positivt bemærket under Slaget i Storebælt mod englænderne, og senere blev admiral. Det var vist kun som investeringsobjekt at kommandørkaptajnen købte grunden, for allerede i 1835 solgte han den videre til handelsgartner J.C.Ph. Grimmenstein, som igen prøvede men heller ikke kunne få en god forretning ud af at drive gartneri på grunden, og i 1845 blev Nørreholm solgt på auktion, til gartner August Philip Meldola.

Udstykning af Nørreholm

Til da havde hele Østerholm-området fra Kommunehospitalet til Østerbrogade været underlagt demarkationsservitutter for det Københavnske forsvar, som satte strenge begrænsninger på hvor meget – eller lidt – der måtte bygges på området langs søerne. August Meldola udstykkede Nørreholm i lodder og prøvede at sælge dem på auktion, men ingen ville købe lodderne på grund af demarkationsservitutterne. En mand ved navn Theobald Weber havde giftet sig ind i August Meldolas familie ved at gifte sig med Sophie Emilie Meldola, og grosserer Weber købte i 1856 grunden Nørreholm af svigerfar med en privatbolig på, som Weber senere omdøbte fra Nørreholm til Rørholm. Weber boede aldrig selv på Rørholm, men udlejede beboelsen til bl.a. maleren Johannes Wilhelm Zillen, som mens han boede der malede 3 billeder af huset og haven. I 1870'erne skete det så endelig, demarkationsservitutterne bortfaldt og Weber kunne for alvor begynde en udstykning af Rørholm til bebyggelse. En deklaration fra 1878 beskriver den nye udstykning som bestående af tre 25 alen brede gader mellem Øster Farimagsgade og Øster Søgade. Weber foreslog Københavns Kommune at bruge gadenavnene Gammeltoftsgade, Ole Suhrsgade og Rørholmsgade, og Borgerrepræsentationen vedtog efter at have accepteret Webers navneforslag desuden at en vej nord for Rørholms nordskel langs Arbejdernes Byggeforenings nye bebyggelse, populært kaldet Kartoffelrækkerne, skulle kaldes Webersgade. Navnet Webersgade er Københavns Borgerrepræsentations hædersbevisning til en dygtig mand som hjalp København med at opføre flere hårdt tiltrængte boliger.

Theobald Weber

Theobald Weber (1823 – 1886) er af tysk slægt, hans farfar kom til Danmark fra Lübeck i 1780. I 1854 giftede Theobald Weber sig med Sophie Emilie Meldola, og de fik 8 børn sammen. Theobald Weber blev uddannet hos grosserer Zinn, som havde landstedet Elba på Østerbro i København, og stiftede efter tiden hos grosserer Zinn selv handelshuset Thbld. Weber & Co. med sin tvillingebror Sigwaldt. I 1851 oprettede Theobald Weber og broderen gennem deres firma en spejl-, glas- og træslibefabrik på Christiansdal i nærheden af Haderslev sammen med deres onkel, hofspejlsfabrikanten Frederik Lehmann Weber. I glasproduktionen blev der bl.a. brugt en del soda, som blev udvundet af kryolit, og i 1859 byggede grosserer Weber sammen med sin tvillingebroder, med hofspejlsfabrikant Weber og svigerfar Meldola som økonomiske støtter, Kryolitfabrikken Øresund, som importerede Grønlandsk kryolit og udvandt soda med en metode som var blevet udviklet i 1852. Det var en fin forretning indtil 1866 hvor verdensmarkedsprisen på soda faldt dramatisk, hvorpå Theobald Weber trak sig ud af fabrikken og foretog et delvist brancheskift til også at blive frugtvinsproducent og skibsværftejer i Svendborg, hvor han året efter flytningen i 1866 købte Gammel Hestehauge Frugtplantage. Kryolitfabrikken klarede sig gennem krisen og indtægterne fra kryolitten fortsatte med at komme, også til Theobald Weber, fra hvad der senere blev til Kryolitselskabet Øresund A/S. Hans bopæl ved Svendborg hed Christiansminde, og den blev udvidet betragteligt, fx importeredes adskillige tusinde løv- og nåletræer fra Orleans i Frankrig til at skabe en præsentabel park. I 1872 etablerede Theobald Weber et træskibsværft på frugtplantagens område ved Svendborgsund, som hans ældste søn Sophus Weber overtog i 1886 ved Theobald Webers død.


Skrevet af Hans-Henrik T. Ohlsen, 2008


Litteratur:

Søerne – Sortedamsøen Peblingesøen Sankt Jørgens Sø – en kulturhistorisk skildring. Poul Strømstad. G.E.C. Gad København 1966

Storbyens Stednavne. Bent Jørgensen. Gyldendal (Gyldendals Små Røde Ordbøger) 1. udgave 2. oplag 1999


Internet:

Den Lille Svendborgguide, om Manzanatårnet og Weber

Svendborg Træskibsværft - www.loa.dk

Svendborg Bibliotek, om Christiansminde